Ann Cleeves on "Crime for All"

(This week´s guest blogger is the well-known British crime fiction author Ann Cleeves . I have reviewed two of her Vera Stanhope novels recently, The Crow Trap and Telling Tales.)

Dorte’s invitation to contribute to her blog arrived while I was in France, at the Neuilly Plaisance book festival. This was quite different from the literature festivals I’ve attended in the US and the UK, more like a fair or a market. Each of us had a table displaying our books, and attempted to engage in conversation with the people walking past. The ultimate objective, of course, was to achieve a sale. From the first half hour it became clear that women should be my target audience. Only two men bought books over the weekend and both those asked for them to be signed for women. The French jackets are quite distinctive, with muted colours, rather beautiful. I asked my publicist if she thought the covers were putting off male buyers. She shrugged: ‘Perhaps, but most book buyers are women anyway.’ It would be interesting to know what Dorte’s readers in mainland Europe make of that view! Is it a generally accepted truth?

The famous Golden Age authors were women writing male heroes. Of course there are lots of exceptions, but Christie’s Poirot and Sayer’s Lord Peter Wimsey were the big names. I could never understand the idea of Poirot; Jane Marple was a sympathetic character, but Poirot held no attraction for me. I wonder if men enjoyed these plot-driven books, the element of the puzzle, more than I did. Peter Wimsey was a different matter entirely. I have yet to meet a man who doesn’t despise GAUDY NIGHT for its sentimentality and lack of structure while I always find myself a little bit in love with the central character by the end of the book.

I grew up reading Sayers and Allingham, so it’s not surprising that I began by writing a male central character and a male central character who was, if not aristocratic, sufficiently wealthy to solve crimes in his spare time. Vera Stanhope grew out of my dismay that heroines, even heroines written by feminists, tended to be young, reasonably good looking and physically fit. It didn’t occur to me that she might pull in a readership that was predominantly female. I don’t believe writers think in that way; most of us write the books we would enjoy reading.

So, why have a male hero for the Shetland books? Again this wasn’t the result of a reasoned plan. I was looking for a Shetlander born and bred, who was also something of an outsider. Perez’s exotic name and Mediterranean appearance – the fiction is that his ancestors were washed ashore from a wrecked Armada ship – work for this theme, but so too does the fact that’s he’s something of a wimp, what his first wife describes as ‘emotionally incontinent.’ Fishing and crofting is demanding physical work. The stereotypical Shetlander is a hard-drinking, hard-working Viking. Perez is sympathetic, rather gentle and doesn’t fit the image. In this too, he’s an outsider.

Looking back at emails from readers over recent months, I’ve received approximately an equal number from men and women. Perhaps that’s because place is so important in the books and landscape doesn’t have a gender bias. It would be interesting to hear what the readers of Dorte’s blog make of that idea too.
Thank you so much Ann Cleeves for taking the time to write this interesting contribution to my April theme. And to my readers: remember to comment on Ann´s questions.


Krimi for Alle
(skrevet af den kendte britiske krimiforfatter Ann Cleeves, som er på vej ud på det danske krimimarked. Hun har foreløbig fået udgivet Sort som Ravnen på forlaget Cicero, og er på vej med Hvide Nætter. Jeg har anmeldt to af hendes tidligere krimier for nylig, The Crow Trap og Telling Tales)

Dortes invitation til at skrive et indlæg til hendes blog kom mens jeg var i Frankrig, som deltager af Neuilly Plaisance bogfestivalen. Det var en meget anderledes oplevelse end de litteratur-festivals jeg har deltaget i i Storbritannien og USA, mere i retning af et marked. Hver af os havde en bod, hvor vi udstillede vore bøger, og forsøgte at komme i snak med folk som gik forbi. Hovedformålet var naturligvis at sælge bøger. Allerede efter den første halve time stod det klart, at kvinder måtte blive min målgruppe. Kun to mænd købte bøger i løbet af weekenden, og de bad begge om at få dem signeret til en kvinde. De franske bogomslag er meget karakteristiske, ganske smukke i dæmpede farver. Jeg spurgte min agent, om hun troede, omslagene skræmte mandlige kunder væk. Hun trak på skulderen: ”Måske, men flertallet af bogkunder er under alle omstændigheder kvinder.” Det ville være interessant at vide, hvad Dortes læsere på det europæiske fastland siger til det synspunkt. Er det en generelt vedtaget sandhed?

De berømte guldalder-forfattere var kvinder, som skrev om mandlige helte. Selvfølgelig er der masser af undtagelser, men Agatha Christies Poirot og Dorothy L. Sayers Lord Peter Wimsey var de store navne. Jeg forstod aldrig ideen med Poirot; Jane Marple var en sympatisk person, men Poirot tiltalte mig ikke. Jeg spekulerer på, om mænd nød disse bøger, hvor plottet og puslespillet var drivkraften, mere end jeg gjorde. Peter Wimsey var en helt anden sag. Jeg har endnu til gode at møde en mand, som ikke foragter ´Peter Wimsey i Oxford´ for dens sentimentalitet og mangel på struktur, mens jeg altid opdager, at jeg er en lille smule forelsket i hovedpersonen ved slutningen af bogen.

Jeg voksede op med Sayers og Margery Allingham, så det er ikke så overraskende, at jeg begyndte at skrive om en mandlig hovedperson, og tilmed en mand som selv om han ikke var adelsmand, var tilstrækkeligt velhavende til at løse kriminalgåder i sin fritid. Vera Stanhope voksede ud af min utilfredshed med at heltinder, selv heltinder skabt af feminister, havde en tendens til at være unge, forholdsvis flotte og i fysisk god form. Det var ikke faldet mig ind, at hun måske ville tiltrække en læserskare, som fortrinsvis var kvinder. Jeg tror ikke forfattere tænker i de baner; de fleste af os skriver de bøger, vi selv ville nyde at læse.

Så hvorfor have en mandlig helt i Shetland-serien? Endnu en gang var det ikke ud fra en velovervejet plan. Jeg var på udkig efter en vaskeægte shetlænder, som samtidig var lidt af en outsider. Perez´ eksotiske navn og sydlandsk udseende – sagnet går at hans forfædre blev skyllet i land efter et skibbrud fra den Spanske Armada - fungerer i forbindelse med dette tema, og det samme gør den kendsgerning, at han er lidt af et skvat, eller som hans kone udtrykker det, ´følelsesmæssigt utæt´. Fiskeri og husmandsbrug er krævende, fysisk arbejde. Den stereotype shetlænder er en viking som arbejder hårdt og drikker tæt. Perez er forstående, temmelig mild, og passer ikke ind i billedet. Så også på det område skiller han sig ud.

Når jeg ser tilbage på de e-mails, jeg har modtaget fra mine læsere de seneste måneder, har jeg modtaget nogenlunde lige mange fra mænd og kvinder. Måske skyldes det, at miljøet er så vigtigt i serien, og landskaber taler ikke til noget bestemt køn. Det ville også være interessant at høre, hvad læserne af Dortes blog mener om den idé.

Tusind tak til Ann Cleeves for dette eftertænksomme bidrag til mit april-tema. Til læserne: husk at tænke over hendes spørgsmål, og skriv en lille kommentar.