Peter Temple, The Broken Shore (2005)

This crime novel is the first in Temple´s new series about homicide detective Joe Cashin who recently moved from Melbourne to his hometown.

I haven’t read much Australian crime fiction so this was an excellent way for me to approach foreign territory. Temple has created a strong sense of environment, of a ´different´ English language, the countryside and the national character of the ´vegemite eaters´. (Absolutely no offence, just curiosity). Furthermore, the reader learns a lot about the strained relationship between Aboriginals and white Australians, plus the gap between rich and poor.

The protagonist, Joe Cashin, is a likeable cop who cares – maybe too much. Cashin has his own load of ghosts and guilt to see to, but as the story moves on he must also deal with the repeated accusations of police violence and corruption.

Senior Detective Rick Hopgood is thrown in for contrast, the colleague Cashin is forced to cooperate with, an unpleasant macho man with racist attitudes.

The plot does not exactly move at a fast pace in the beginning, but there is a quiet sense of petty crime while we are waiting for something to happen in the case of the old man who was knocked down, and when the story gathers speed, Peter Temple delivers a very satisfactory solution to the crime.

What more can I say? Peter Temple is a great April discovery, and fits in really well with my crime for all theme – just like the book I plan to review tomorrow.

A language comment: to some extent I agree with German and Danish readers who claim the novel does not translate well. By coincidence, I have both a Danish and an English version sitting next to me, and while the Danish translation is good workmanship, it is just not the same, exhilarating experience.

Peter Temple, Den knuste kyst (2008)
Denne krimi er den første i Temples nye serie om kriminalbetjent Joe Cashin, som for nylig er flyttet fra storbyen Melourne til sin fødeby.

Jeg har ikke læst mange australske krimier, så bogen her var en fantastisk vej ind på fremmed territorium. Peter Temple er rigtig god til at skildre miljøet, det anderledes, engelske sprog, livet på landet og Vegemite-ædernes nationalkarakter. Desuden får læseren et grundigt indblik i det anstrengte forhold mellem aboriginals og hvide, samt kløften mellem rig og fattig.

Hovedpersonen, Joe Cashin, er en sympatisk strisser, som er fuld af empati – måske endda mere end det er godt for ham. Cashin har sin egen last af spøgelser og skyldfølelse at bære rundt på, men som historien udvikler sig, bliver han også nødt til at forholde sig til de gentagne beskyldninger om politivold og korruption.

Som kontrast har vi Rick Hopgood, leder af efterforskningsgruppen i Cromarty, den nærmeste større by, en racistisk machokollega, Cashin bliver tvunget ud i af samarbejde med.

Plottet bevæger sig ikke ligefrem hurtigt af sted i begyndelsen, men der er en stille og rolig atmosfære af småkriminalitet, mens vi venter på, at der skal komme en udvikling i sagen om den gamle mand, som blev slået ned. Efter de første kapitler begynder tingene at tage fart, og Temple lever en god og tilfredsstillende løsning på forbrydelsen.

Hvad er der mere at sige: Peter Temple var et dejligt april-fund, og han passer fint ind i mit krimi for alle-tema – præcis ligesom den bog, jeg regner med at anmelde i morgen.

En kommentar til sproget: ved et tilfælde har jeg både en engelsk og dansk udgave ved hånden, og jeg kan godt forstå de danske og tyske læsere, som ikke synes, romanen klarer sig så godt i oversættelse. Den danske oversættelse er af ganske god kvalitet, men den giver ganske enkelt ikke den samme, opløftende oplevelse.

“Har de fået fanget ham?”
”Ikke så vidt jeg ved, mrs Addison,” sagde Cashin. ”Hvor véd de det fra?”
”Fra radioen, min ven. Hvad skal der dog blive af det her land? En mand overfaldet i sin seng, langt ude på det fredelige bøhland. Den slags hørte man ikke tidligere.”

Og så den engelske:
”Caught him yet?”
”Not as far as I know, Mrs Addison,” said Cashin. ”How did you hear?”
“The radio, my dear. What´s happening to this country? Man attacked in his bed in the peaceful countryside. Never used to happen.”

Hmm, der skal vist et længere uddrag til for at forskellene virkelig træder frem. Men min holdning er klar: Peter Temple nydes bedst på engelsk.