Maria Ernestam, Hundens ører (2008)

[Unfortunately, this Swedish thriller has not been translated into English – in my opinion it should be! It is available in nine different languages, however, so you may look for it in Dutch or German, or what about Icelandic or Russian?]

Oversat fra svensk, Busters Öron (2005).

Kun tyve sider inde i romanen kan man læse følgende:

”Det var først i 1950´erne, og overalt omkring os spadserede nydelige mødre rundt i cardigansæt, læggede nederdele og permanentet hår sammen med lige så nydelige børn iført matrostøj. Jeg havde også matrostøj, men var alvorlig og mut og ikke spor omgængelig. Det var helt uantageligt, når min mors barn jo burde have været et lige så kækt tilbehør som en Grace Kelly-taske.

Selv ikke i dag er jeg klar over, om jeg var vanskelig eller ej som lille… Hvad jeg med sikkerhed ved, er, at jeg gradvis forstod, at min mor aldrig ville orke at beskæftige sig tilstrækkeligt meget med mig til at komme til at elske mig, og at kun én af os ville komme uskadt ud i den anden ende af tunnelen. Da jeg var syv, besluttede jeg mig for, at den ene skulle være mig.”

Sikken en spoiler: morder og offer præsenteret lige fra starten. Men hvad skal man så læse bogen for?

1) personskildringerne. Ikke bare fortælleren, Eva, som har lettere ved at forholde sig til roser end mennesker, og som omsider begynder at betro sig til sin dagbog i en alder af 56 år, men også alle hendes interessante venner og bekendte.
2) alle hovedpersonens indledende øvelser, inden hun endelig når så vidt som at slå sin mor ihjel. Advarsel: bogen indeholder barske scener for hundeelskere. Og ved nærmere eftertanke er det bestemt heller ikke alle mandlige læsere, som vil synes om afsnittet om mænd og musefælder.
3) sproget
4) nå ja, og måske for at finde ud af, hvad der får en pige på syv år til at beslutte, at der ikke er andre løsninger end at slå hendes mor ihjel.
5) helheden. Maria Ernestam har skrevet et fantastisk værk, som på nogle måder kan sammenlignes med Barbara Vines vidunderlige Astas Bog på grund af den fascinerende hovedperson og dagbogsstilen, som holder læseren fangen fra første til sidste side.