Viser opslag med etiketten Sara Blædel. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sara Blædel. Vis alle opslag

lørdag den 23. maj 2009

Sara Blædel, Kun ét liv (2007)


This Danish crime novel has not been translated into English, and I am not sure it will be. The change from Colin Dexter yesterday to the former journalist Sara Blædel today is immense, and I cannot help yearning for Dexter´s vocabulary.
What is your experience with fiction written by (former) journalists?


-------------------------------------

Fra ordglade, engelske Colin Dexter til den danske forfatter Sara Blædel, som er tidligere journalist, er der et stort spring. Måske for stort. Men når nu så mange læsere mener, at Blædel bliver bedre og bedre …

I denne bog findes en ung indvandrerpige myrdet i Holbæk Fjord, med en flise bundet om livet, og Louise Rick bliver udlånt til rejseholdet på grund af sin erfaring med indvandrermiljøet. Mulige motiver ved starten af romanen er det meget oplagte æresdrab, eller pigens modeldrømme.

Plottet udvikler sig noget trægt i starten. Efter hundrede sider hører vi følgende:
”Der er kommet et foreløbigt resultat af den tekniske undersøgelse af faderens båd, fortsatte han. – De fandt ingen spor, der tyder på, at han har haft en flise med i båden. Den ville uden tvivl have afsat ridser.”

Jaså, tænker den forvænte krimilæser. Men hvad nu, hvis den stolte bådejer havde haft et tæppe med? Eller en stump gulvtæppe?

Louises veninde, Camilla, som er journalist og enlig mor, dukker naturligvis også op i Holbæk for at skrive om sagen, og hun engagerer sig stærkt i familien, og forsøger at sætte sig ind i deres kultur. For så vidt en glimrende idé, men igen undrer læseren sig over, om en københavnsk journalist virkelig er på helt bar bund, når det gælder muslimsk kultur. Læser hun aldrig aviser? Den myrdede piges mor forsøger at forklare, hvorfor en jordansk mor til fire ikke bare kan forlade sin mand og skabe sig et nyt liv. ”Jeg vil hellere være hjemme hos min mand end at have frihed og være ensom”.

Hen ad vejen bliver handlingen lidt mere interessant, men virkeligt medrivende bliver den kun kortvarigt i løbet af de sidste hundrede sider.

Konklusion: der er for meget belæring om indvandrere og om politiarbejde på begynderniveau, og så er der en god del ”Louise og Camilla redder verden” over bogen. Og med hensyn til sprog kan man ærligt talt ikke beskylde Blædel for at være nyskabende og fantasifuld.

Se Louises anmeldelse af Kun ét liv.

Hvad er dine erfaringer med romaner skrevet af tidligere journalister?