Inger Gammelgaard Madsen, Dukkebarnet (2008)

[This Danish debut has not been translated into English – and I am not at all sure it ever will be]

Denne krimidebut udspiller sig i og omkring Aarhus, og der er ikke meget tvivl om, at forfatteren har ladet sig inspirere af Elsebeth Egholm. Desværre er hun ikke rigtigt på højde med Egholm, når det gælder evnen til at skildre troværdige personer eller skabe et spændende plot og følge det til enden.

Plottet drejer sig om piger i tiårs-alderen, som chatter med den forkerte, og derefter forsvinder. Et uhyggeligt og desværre frygteligt realistisk emne, men der er alt for mange fejl og uoverbevisende elementer hele vejen igennem krimien. For ikke at røbe alt for meget vil jeg kun nævne et par stykker. For det første er personernes handlinger ofte umotiverede og uforståelige, som når en far beslutter sig for at hævne sig på den spritbilist, der dræbte hans søn, et helt år efter ulykken, og på et tidspunkt hvor hans nye kæreste venter deres fælles barn. Ydermere skal vi tro på, at på dette tidspunkt, hvor spritbilisten har afsonet sin dom, ved forældrene hverken noget om hans navn og udseende, eller mærket og farven på den bil, som dræbte deres søn.

Side om side med politiarbejdet følger vi en kvindelig journalist og en fotograf (moderen til det dræbte barn), som bliver involveret straks fra starten, hvor liget af en pige bliver fundet i en container. Denne vinkel af romanen er efter min mening den bedste, måske fordi forfatteren er bedre til at identificere sig med deres verden. For politiet begår naturligvis også masser af helt elementære fejl. De møder talstærkt op, og går i gang med en nærmere undersøgelse af førnævnte container, men de opdager selvfølgelig ikke, at den har låger i begge sider, så et vidne får held til at stikke af med vigtigt bevismateriale lige for næsen af kriminalpolitiet.

Bogen er udgivet på forlaget Dark Lights, som også har den holdning ”at alle med noget på hjerte bør have mulighed for at videregive sit budskab.” Det er jo en udmærket idé, men måske skulle man så vejlede sine forfattere bedre, så deres krimier får høvlet nogle knaster af, før de bliver sendt ud til et kræsent krimipublikum, som er vant til højere kvalitet.