[Bingo post 1] Mens alle lader til at være enige om, at den forholdsvis nye undergenre "femikrimi" bygger på inspiration fra amerikanske forfattere såsom Sue Grafton og Sara Paretsky, rækker enigheden tilsyneladende ikke længere, når det drejer sig om at slå fast, hvad en femikrimi egentlig er. Før jeg begynder at anvende begrebet i mine anmeldelser, har jeg derfor valgt at bringe en introduktion. De følgende genrekrav er opstillet af lektor Annemette Hejlstedt, Center for Kønsforskning, Københavns Universitet, og bringes her med forfatterens tilladelse.Centret har udgivet følgende kortfattede værk (klar og kort information om genren): "Den skandinaviske femikrimi - en seminarrapport", redigeret af Annemette Hejlsted and Camilla Petersen, Københavns Universitet 2006.
Femikrimiens 10 bud:
1. Femikrimier er skrevet af kvinder.
2. Femikrimier har altid en kvindelig detektiv som hovedperson.
3. Femikrimier har altid en kønspolitisk pointe.
4. De kvindelige detektiver er oftest professionelle detektiver dvs. journalister, ansatte i politiet eller privatdetektiver. Ofte har de kvindelige detektiver feministiske synspunkter eller udviser en adværd, der peger i retning af en ligestillingsfeminisme. De kvindelige detektiver er seksuelt aktive, men ikke nødvendigvis heteroseksuelle. Er de lesbiske eller biseksuelle indgår deres seksualitet i romanernes tematik.
5. Forbrydelserne er typisk forbundet med køn og mænds dominans over kvinder. Der kan være tale om kvinders hævn over mænds diskrimination af kvinder, eller den kan udgøres af mænds vold mod kvinder. Men køn kan også være involveret på et mindre synligt plan, hvor fx mænds brud på løfter til kvinder fører til mord.
6. Forbryderne i femikrimien er både mænd og kvinder, men der er typisk forskel i motiverne. Kvindernes motiver er personlige eller etiske, mens mændenes typisk er seksuelle eller berigelse ofte på kvinders bekostning.
7. Femikrimien fremstiller køn som en konstruktion. Romanerne rummer ingen biologisk-essentialistiske forklaringer på forbrydelserne, men lægger af og til op til social-psykologiske forklaringer, fx mangel på kærlighed og omsorg; eller de forklarer køn som resultatet af politiske, sociale og økonomiske forhold og processer.
8. Femikrimien gestalter et moderne kvindeliv og udspiller sig i en moderne og samtidig verden, der altid fremstilles som mere eller mindre eksplicit maskulint domineret.
9. Femikrimiens plot lægger sig tæt op af thrillerens, der lægges stor vægt på fremstillingen af den kvindelige detektivs liv og konflikter. I visse romaner danner der sig en historie om detektiven, der er lige så vigtig som selve krimi-plottet. Med andre ord er femikrimien lige så optaget af det ´andet´ som af selve opklaringsprocessen og den forbrydelse, den afdækker.
10. I femikrimien udgøres det ´andet´ af det feminine og feministiske. Miljøet beskrives fra en kvindelig position, karaktererne anskues med et kvindeligt blik, og tolkningen af såvel krimiintrigen som af det ´andet´ er feministisk.
Her må man konkludere, at ifølge forfatterne af dette værk betyder femi-krimi en feministisk kriminalroman, altså en krimi som indeholder et klart feministisk budskab (eller omvendt).
Imidlertid kan en flittig læser af bøger, som har fået etiketten ´femikrimi´ hæftet på sig, konstatere to ting: For det første er det langt fra alle disse værker, som lever op til samtlige krav. (Jeg vil selvfølgelig tage emnet op i kommende anmeldelser, når det bliver relevant). For det andet er det tydeligt, at en gruppe anmeldere og forfattere opfatter begrebet noget anderledes. Flere (mandlige) anmeldere bruger tilsyneladende ´femikrimi´ som en slags nedladende prædikat. Disse anmeldelser tyder på, at de anser en femikrimi for at være en feminin (læs: tøset) ugebladshistorie om bollebagning, babybæ og menstruationsblod, tilsat et lille stænk forbrydelse.
Og hvad med de kvindelige forfatterne: nogle af de bedste protesterer indigneret, hver gang en journalist tillader sig at bruge ´f-ordet" om deres bøger. Protesten går tilsyneladende på, at dygtige krimiforfattere ikke bryder sig om at blive sat i bås, bare fordi de tilhører det ´andet´ køn, men uvilkårligt tænker man jo på, om de forsøger at undvige beskyldninger om ´læbestifts-litteratur´.
Forhåbentlig kan denne introduktion føre til en spændende diskussion af genren - hvis der er nogen derude, som vil lege med?
The Scandinavian Genre "Femikrimi".
While everybody seems to agree that the relatively new Scandinavian subgenre "femikrimi" is indebted to American authors such as Sue Grafton and Sara Paretsky, and the genre called ´sisters in crime´, Scandinavian reviewers are not always talking about the same thing, apparently. Therefore I have decided to provide an antroduction to the genre before using the term in my reviews. The following ´commandments´, laid down by senior lecturer Annemette Hejlsted, can be found in a short report (commendably clear and concise information), "Den skandinaviske femikrimi - en seminarrapport", edited by Annemette Hejlsted and Camilla Petersen, University of Copenhagen 2006. They are brought by the author´s permission.
(I hope English readers will realize at the ending of this post why I decided against translating the term).
The ten commandments of the femikrimi genre
1. Femikrimis are written by women.
2. A femikrimi always has a female detective as the main character.
3. A femikrimi always has a gender-political point.
4. The female detectives are usually professional detectives, i.e. journalists, police officers or private detectives. Quite often their actions or language point towards equality feminism.
5. The female detectives are sexually active though not necessarily hetero. If they are lesbians or bisexuals, their sexuality will be an integrated theme of the novels. The crimes are typically related to gender and men´s dominance of women.The plot may involve women revenging themselves on discriminating men or men´s brutal violence against women. Gender may also be involved at a less conspicuous level, e.g. men´s breach of promises to women leading to murder.
6. The perpetrators of the femikrimi are both men and women, but their motives will differ. The women´s motives are personal or ethical while the men´s are generally sexually motivated or enrichment at the expense of women.
7. The femikrimi sets forth gender as a construction. The novels do not include biological-essential explanations of the crimes but may propose social-psychological ones, e.g. lack of love and care; or they regard gender as the result of political, social and financial conditions and processes.
8. The femikrimi pictures the life of a modern woman and takes place in a modern and contemporary world which is more or less explicitly masculine-dominated.
9. The femikrimi plot is closely related to that of the thriller with its focus on the account of the female detective´s life and conflicts. In certain novels the story of the detective is as important as the crime fiction plot itself. In other words, the femikrimi is just as preoccupied with the ´other´ as with the detection and the crime which is being exposed.
10. In the femikrimi the ´other´ consists of the feminine and the feminist themes. The environment and the characters are seen from a female position, and the interpretation of the plot as well as the ´other´ is feministic.
One may safely conclude that according to these theses "femi-krimi" means a feministic crime novel, i.e. a crime novel with a clear, feministic message (or vice versa).
A frequent reader of books with this epithet can establish two points, however. Firstly, far from all of these works live up to each and every ´commandment´ (I shall return to this point in upcoming reviews). Secondly, some reviewers and authors clearly understand the concept somewhat differently. Some (male) reviewers seem to apply "femikrimi" as some sort of derogatory term. Their reviews indicate that they regard "femikrimi" as a feminine (girlish) story about life down among the women, cluttered with cinnamon buns, baby poo and menstruation blood, garnished with a spot of crime (chicklit with a murder in it).
And what about the female authors? Some of the best protest indignantly every time a journalist dares use the Femikrimi-word about their books. Apparently because skilled crime fiction writers do not want to be lumped together just because they belong to the ´other´ gender, but one cannot help wondering if they are trying to escape accusations of writing "lipstick literature."
Hopefully this introduction may lead to an interesting discussion of the genre - if anyone out there wants to participate?
.jpg)
16 kommentarer:
"The crimes are typically related to gender and men´s dominance of women.The plot may involve women revenging themselves on discriminating men or men´s brutal violence against women. Gender may also be involved at a less conspicuous level, e.g. men´s breach of promises to women leading to murder."
Does crime fiction written by women but having characters who are happily married such as Ann-Maria Mella or Ingrid Huss not qualify as femikrimi then?
I am not sure that Aasa Larsson is considered a femikrimi-writer, perhaps Dorte can say more? In any case, Anna-Maria Mella may be one of the main-characters in Aasa Larsson's books, but the "real" main character is, as far as I am concerned, Rebecka Martinsson.
I just wanted to drop by and say thanks for an interesting post though :o)
Det var dog en skam at udelade Stieg Larsson... Hvad med Camilla Läckberg så? Det er hendes mand der er detektiven, hun er bare en sølle forfatter og husmor. Og Karin Alvtegen, Karin Fossum, Ulli Lindell, Mari Jungstedt, Helene Tursten -- ud allesammen. Alle de regler minder mig for meget om 70erne i Danmark. Can't we all get along?
Thanks for the helpful detour sign for we non-Danish readers.
I've read some of the authors in Reg's post, but I wondered who among current Nordic authors would fall under the "femikrimi' rubric, willingly or otherwise.
==============
Detectives Beyond Borders
"Because Murder Is More Fun Away From Home"
http://www.detectivesbeyondborders.blogspot.com/
A short comment before rushing off to work. I thought you would like to see the ´commandments´ because they have been of some interest in Denmark recent years. And remember, I am just Moses who brought them, not the woman who wrote them :)
Fascinating post, Dorte. Like some of your other commenters, I am not too keen on this "academic deconstruction" of crime fiction into slivers of genres into which authors must (it seems, according to the Commandment writers) fit. I also do not like fiction books that are political polemics, even if I happen to agree with the politics.
I enjoy books that have good characters, plots and atmosphere. I like Asa Larsson and Helene Tursten, as mentioned by Norman here, as well as Liza Marklund, Anne Holt, Yrsa Sigurdadottir and Camilla Lackberg (and probably others I can't just now think of). None of these authors' books would entirely fit all the Commandments, but they would fit some of them.
In short, I will be very interested to see your upcoming identification and/or reviews of some books that do fit this femikrimi label, as I do not think I have read any. Maybe there are none translated into English.
Hej Dorte
Erklaerer mig enig i, at det vist er de faerreste boeger, der kan leve op til alle de krav (ogsaa boeger, som jeg vil betragte som femi-krimier). Men det er jo noget nemmere at kritisere end at opstille definitioner af et flydende begreb, saadan som lektoren her har forsoegt - jeg har langtfra selv nogen bedre indkredsning af emnet. Nogle af reglerne virker dog lige lidt for halvfjerdser for denne yngre laeser (som betegner sig selv som feminist, men vel snarere er post-feminist eller post-70er-feminist) "femikrimien fremstiller koen som en konstruktion" laeser jeg, og er allerede paa vej efter braekposen ;-)
Jeg ville selv definere en femi-krimi meget mere enkelt (tilstraeber en definition, der kan rumme baade Stieg Larsson og Camilla Lackberg): det er "en krimi, hvor kvindekoennet er et vigtigt tema". I denne definition indgaar ikke noedvendigvis, at det er en feministisk roman - jeg kan da sagtens forestille mig femikrimier, der har et ganske traditionelt syn paa kvinderoller (Lackbergs, for eksempel), og hvorfor skulle femikrimier ikke kunne indeholde et anti-feministisk synspunkt (hermed mener jeg ikke misogynt).
Jeg mener ikke selv, at femikrimi noedvendigvis er nedladende, men at ordet overhovedet eksisterer viser jo, at vi ikke har ligestil: hvorfor er der ikke noget, der hedder en mandekrimi/machokrimi? For man som udgangspunkt gaar ud fra, at krimier handler om maend (maaske naturligt, eftersom maend vel baade begaar og opklarer de fleste forbrydelser, men alligevel..)
Naa, er vist paa vej ud af en tangent - tankevaekkende indlaeg!!!
Jane, thanks for your thoughtful comments (I´ll answer in English so my British/ American friends can understand it). I quite understand that if you want to handle crime fiction academically, you need some criteria to be able to explain why Miss Marple is not a feminist :)
But I think a few guidelines might have been the answer. According to these commandments there will hardly be anyone who can squeeze through the needle´s eye.
I like your questions, "why aren´t there machokrimis?" But perhaps there are. At least one of my (far too) many plans is to raise this questions one day. So now you - and I - can ponder on that one.
And I should have explained in my article, that Annemette Hejlsted and others do not expect a femikrimi to live up to all ten of the commandments. But I have just seen this post as the first step in a series of reviews & discussions of the theme (so I am going to link to this one in the future when it is relevant). Let´s see what happens near the end of this week :)
For mig at se er det med, at den kvindelige hovedpersons privatliv ofte bliver lige så vigtigt som handlingen omkring forbrydelsen, et vigtigt kriterium. Jeg mener simpelthen, at det er DET, der i høj grad trækker kvindelige læsere til... Og betyder læsergruppen ikke også noget for, om en krimi kan betegnes som femi-?
Angående Stieg Larsson er det vel en tilsnigelse at kalde det femi-, eftersom der både er en mandlig og en kvindelig hovedperson. Kvindelige læsere har nok en tendens til at opfatte Lisbet Salander som hovedperson, simpelthen fordi hun er den, der interesserer os mest. Lisbet Salander er i øvrigt en højst ambivalent heltinde; mange af hendes normer er jo i virkeligheden groft samfundsnedbrydende, men som læser holder man med hende, fordi forfatteren er dygtig nok til at få os til at tro på, at dem, hun bekæmper, er endnu værre. Men dybest set er hun en form for antihelt, og DET synes jeg faktisk er et meget mere interessant brud med traditionelle kønsnormer end den gode, kvindelige, ordenshåndhævende detektiv. At kvinder er gode, retfærdige og overholder loven er jo sådan set ikke et brud med ret meget - tværtimod. Bruddet ligger kun i, at hun får lov at indtage en traditionel maskulin rolle som for eksempel efterforskningsleder i en grum sag.
Jeg tror, at kvinder er biologisk indrettede til at interessere os meget for andre menneskers privatliv, og for at spejle os selv meget i andre. Jeg synes, de kvindelige krimiforfattere bekræfter dette, selvom de har travlt med at benægte det.
Det antifeministiske - eller faktisk misogyne - kommer efter min mening først ind, når man begynder at mene, at kvinders måde at være og tænke på er underlegen i forhold til mænds, og derfor ikke vil vedkende sig sin egen kvindelige måde at være/tænke/skrive/læse på.
Hej Camilla.
Velkommen til, og tak for et konstruktivt indlæg :). Jeg synes især, din idé om at kvinder er anderledes rent biologisk er interessant, og jeg er absolut enig med dig, ud fra hvad jeg har iagttaget i mit eget liv, men det er nok ikke en særlig feministisk tanke.
Indtil videre er det mine bloggæster, og ikke mig selv, som har villet have Stieg Larsson med i femikrimi-båsen. Men faktisk har jeg tidligere nævnt, at nogle anmeldere taler om hans trilogi som et "feministisk projekt" i mit indlæg om Kalle Blomkvist. (Det kommer vist tydeligst frem mod slutningen af den engelske version). Der er i hvert fald ingen tvivl om, at han er voldsomt oprørt over, at mænd kan finde på at udnytte deres fysiske overlegenhed til at undertrykke og misbruge kvinder, så han udtrykker vel i hvert fald en klar ligestillings-feminisme.
Jeg håber meget, du har lyst til at hænge på og deltage i diskussionen.
Det er sandt at Stieg Larsson udtrykker en klar ligestillingsfeminisme, og altså på den måde er femi-agtig :). Det er bare næsten umuligt at finde bøger, som lever op til alle kriterierne - og angående mange af de bøger, der lever op til de fleste af dem, så kan man vel diskutere, om det er specielt feministisk, at kvinder fremstilles som bedre og mere retfærdige end mænd? Er det ikke snarere et noget Viktoriansk kvindesyn?
Jeg tror, jeg vil komme her forbi engang imellem, da jeg er vild med folk, der tør tage populær-kultur seriøst.
Camilla, måske har en af mine britiske blog-gæster ret, når hun skriver andetsteds, at reglerne er for akademiske? Jeg har også altid tænkt, at regel nr 6 var temmelig provokerende. Man kan nemt få den tanke, at for nogle kvinder handler feminisme om hævn over tidligere tiders undertrykkelse. Hvis jeg personligt skal kunne kalde mig selv feminist over hovedet, så skal det helt afgjort være ligestillings-feminismen, og så har Stieg vel fuldt ud ret til at være med.
Og med hensyn til populær-kultur, så er det sjældent krimier, jeg underviser i på gymnasiet (men det sker dog). Måske er det derfor, jeg nyder krimier så meget i min fritid, og jeg synes faktisk, der er meget stor kvalitetsforskel på de bedste krimier og de dårligste.
I øvrigt er det da dejligt, at du kan lide at komme her. Jeg tager helt bestemt min blog meget mere alvorligt end jeg skulle :)
Til Jane, hvis du leder efter nogle machokrimier, behøver du ikke se videre end til Hard Case Crime i New York, som udgiver udelukkende hardboiled crime, både fra de gode gamle dage og helt nye titler, ovenikøbet med gammeldags omslage. Se på deres website: http://www.dorchesterpub.com/Dorch/Genre.cfm?L1=6&L2=0
And this definition of a femi-krimi might devolve into something like the definition of a novel as "a fiction of a certain length." Those academic rules are way overboard and way too restrictive and even hostile, IMHO.
Reg, I am not sure I disagree with you on "too restrictive and even hostile" :)
Perhaps Danes like rules and commandments?
This is a fascinating discussion! I've added a new word to my literary vocabulary - thank you :)
Dawn
She is Too Fond of Books
Dawn: I wanted to inform English-speaking visitors about what was going on in Scandinavia, and the "femikrimi" genre is discussed a lot, by people who love it as well as those who loathe it.
Send en kommentar