I for Indridason

For this week´s ABC meme I have found a review of a great crime story I read shortly before I began blogging here in January.

(For a short, English summary look beneath the Danish review).





Arnaldur Indridason, Manden i Søen (Modtryk 2008)
- oversat fra islandsk (2004) -

"Hun gik tilbage til skelettet. Hun brændte efter at undersøge det nærmere, grave uden om det og børste sandet af det. Men tænkte ved sig selv, at politiet sandsynligvis ikke ville være specielt begejstrede for det. Hun overvejede, om det var en mand eller en kvinde, og mindedes engang at have læst, velsagtens i en krimi, at der næsten ingen forskel var på skelettet hos en mand og en kvinde; kun bækkenet var forskelligt. Men så huskede hun også, at en eller anden havde fortalt hende, at man ikke kunne regne med, hvad der stod i krimier."

Jamen hvad kan vi så regne med???

Den midaldrende, mandlige detektiver er typisk en vaskeægte indadvendt gnavpot, men efter fire møder med Indridasons hovedperson, Erlendur Sveinsson, vil jeg mene han er tæt på at tage prisen som pessimisten over dem alle. Han kan vist bedst sammenlignes med mavesårsramte Martin Beck fra den klassiske Sjöwall & Wahlööserie.

Vandet i Kleifarvatn synker støt og roligt. Gammel søbund åbenbares og et gammelt skelet dukker bogstaveligt talt op til overfladen. Sporene fører snart langt tilbage i tiden, nemlig til den kolde krig, hvor nogle unge islændinge blev glødende kommunister og rejste til universitetet i Leipzig for at studere blandt andre rettroende. Her opdager de, at det tager tid at indføre det socialistiske paradis, og flere af dem har svært ved at indordne sig under etpartisystemer og gensidig overvågning, hvor de snart ikke ved hvem der er ven, og hvem der er fjende.

Denne sag er lige noget for Erlendur, som er på en livslang søgen efter forsvundne islændinge, og tydeligvis har lettere ved at finde sig til rette i fortiden end blandt de nulevende.

Indridason har endnu en gang skrevet en god, gedigen krimi, og når det endnu en gang skal siges, at miljø og personskildringen næsten er bedre end krimiplottet, skal det ikke forstås som kritik  denne forfatter er bare god til det hele!

Arnaldur Indridason, The Draining Lake (2007).
The water level in lake Kleifarvatn drops dramatically to reveal the skeleton of a male body. The police soon discover that the case is related to the Cold War when a group of young Icelanders joined the Communist cause and went to Leipzig to study in what was supposed to be a Socialist Paradise. It soon dawns on them that change takes time and they find it difficult to adjust to oneparty systems, as well as an environment of espionage and counterespionage.

Detective Inspector Erlendur Sveinsson is the archetypal middleaged pessimist. He may be compared to Martin Beck, Sjöwall and Wahlöö´s classical ulcerous policeman.
Our grumpy yet sympathetic Erlenduer is on a lifelong quest  his younger brother disappeared in a blizzard when they were small so Erlendur apparently searches for his brother in every case involving a missing person.

The plot is convincing, the gloomy Icelandic environment is fascinating and the characters even more so. Indridason deserves the prices he has received for his crime stories!