Arnaldur Indridason, Tavs som graven (2004)

”Den lille pige sad og gumlede på den, og han kunne straks se, at det var en menneskeknogle, da han tog den fra barnet.”

Scenen er en børnefødselsdag; ikke desto mindre lykkes det den islandske forfatter at lægge op til endnu en glimrende krimi med blot fireogtyve ord. Og hvor der er en stump ribben, er der selvfølgelig også et skelet. Erlendur og hans faste makkere, Elinborg og Sigurdur graver knogler frem af jorden, som sandsynligvis har ligget der 50-70 år. (Efternavne og titler behøves åbenbart ikke i Island).

Samtidig med at politiet forsøger at opklare sagen om det gamle skelet, følger vi historien om den unge kvinde med det handicappede barn, som bliver udsat for grov vold af sin jaloux ægtemand. Man aner, at de to tråde må mødes til sidst, men hvordan?

Undervejs lærer man en masse om, hvordan det er at leve med volden: ”I aften var det så kartoflerne. Eller det troede hun. Men de kunne lige så godt have været kogt for meget, have været kogt ud, været rå, med skræl på, dårligt skrællede, ikke skåret i halve, med sovs, uden sovs, bagte, brasede, lavet til kartoffelmos, for tyk, for tynd, for salt eller ikke salt nok …”

Den ordknappe og indadvendte hovedperson, Erlendur, har en del til fælles med Sjöwall og Wahlöös legendariske Martin Beck. Ud over nogle personlighedstræk er de begge fraskilte, og har problematiske forhold til familien. Noget af det, der er med til at danne Erlendur som person, er hans generelle følelse af skyld og svigt.

En fin krimi, som fuldt ud fortjener titlen Maj-MesterMysterium.

Arnaldur Indridason, Silence of the Grave (2005).
“He knew at once that it was a human bone when he took it from the baby who was sitting on the floor chewing it.”

The opening words are from a child´s birthday, nevertheless the Icelandic author succeeds in setting the scene for another excellent crime story in only twenty-five words. And where there is a rib, there must be a skeleton. Erlendur and his regular partners, Elinborg and Sigurdur, dig out the bare bones of a person who seems to have been lying in the ground for 50-70 years. (Family names and titles are apparently not used much in Iceland).

While the police work at solving the case of the old skeleton, we follow the story about the young woman with the handicapped child who is exposed to systematic violence by her husband. Obviously, the two threads will meet, but how?

The taciturn, introverted main character, Erlendur, has certain features in common with Sjöwall and Wahlöö´s legendary Martin Beck. Apart from personality traits they are both divorced and have problematic relationships with their families, just as they are often troubled by feelings of inadequacy.

A great crime novel – one of May´s Master Mysteries.