lørdag den 16. januar 2010

Unni Lindell, Orkestergraven (2008)


This Norwegian police procedural is the fifth in a fine series which has not been translated into English. I think it may be compared to Swedish Helene Tursten´s series about Irene Huss, though Lindell´s protagonist is male. A library book.

Denne krimi er den femte i serien om Cato Isaksen, kriminalkommissær i Oslo. En kvindelig musiker, Siv Ellen Blad, bliver knivdræbt på vej hjem fra sin optræden i operaen Svanesøen. Har det noget at gøre med de andre musikere i orkesteret, eller skal morderen søges i hendes privatliv? Siv Ellen er fraskilt, men bor i familiens store villa sammen med sin datter på seksten, og er af økonomiske grunde blevet tvunget til at leje kælderen ud til en ung, enlig mor med nogle lidt suspekte bekendtskaber.

Desuden har det posthus, Siv Ellen arbejdede på i dagtimerne, været udsat for røveri kort før hendes død, og politiet kan ikke udelukke, at der er en forbindelse mellem denne forbrydelse og mordet.

Cato Isaksen er tydeligvis glad for sin ligevægtige kone Bente og de tre drenge, men det koster megen tid og mange kræfter at være en ordentlig far for dem alle tre, især fordi syv-årige Georg er resultatet af et forhold til en yngre kvinde. Georg bliver direkte indblandet i plottet, da morderen viser stor interesse for den lille dreng og begynder at hente ham i fritidsordningen og tage ham med på små udflugter. Og her glemmer Cato at være holdspiller; i første omgang farer han alene ud for at redde drengen uden at betro sig til sine kolleger, og bringer derved sin søn og hele efterforskningen i fare.

Jeg lånte bogen på biblioteket.

4 kommentarer:

Søren sagde ...

Uf, som Helene Tursten??? Count me out!

P.S. Er det med vilje, du er lidt vag om hvad du synes om bogen?

Dorte H sagde ...

Hm, min sammenligning m Tursten gik på tonen i bogen, skrivestil mm, og ikke på Turstens utroværdige skildringer af besøg i Spanien & andre lande.

Lidt vag? Jeg er nok ikke 100 % sikker på, hvad jeg synes. Underholdende nok, og jeg kan egentlig godt lide Cato Isaksen, som er meget menneskelig (serien er jo også aktuel på dansk TV lige nu - vist nok DR2).

Men den sidste del, hvor Catos egen søn bliver involveret, burde jo være drønspændende, og det syntes jeg egentlig ikke, den var. Så politi-arbejdet var måske slet og ret ikke (beskrevet) godt nok?

Lauren sagde ...

Haven't spent much time ploughing through the previous comments (would need a dictionary and more time than I've got), but as a general comment, I think the biggest difference between Lindell and Tursten is that Cato Isaksen really isn't very nice, and Irene Huss is! (Have read two Unni Lindell books in German, and can't really say I'm a fan.)

Dorte H sagde ...

Lauren: so that is the way he strikes you? I know he is far from perfect, but I like his being human and realistic. It is true that Irene Huss is more considerate, but I don´t regard Tursten´s series as flawless either. Parts of them are really good, but in the last one I read Huss went to Spain, and the portrayal of the Spanish police was ridiculous.