Jussi Adler-Olsen, Fasandræberne (2008)

Denne danske politikrimi er den anden i serien om afdeling Q. Se min anmeldelse af den første på min ´forsøgs-blog´.

Carl Mørcks sommerferie er forbi, og han savner allerede den næste ferie, men hans mystiske assistant Assad er evigt oplagt og klar til at kaste sig ud i en ny sag. Tomandsafdelingen i kælderen får endda forstærkning i form af aspiranten Rose, en snakkesalig damptromle på høje hæle.

Assad overtaler sin chef til at genåbne en sag fra 1987, hvor et søskendepar på 17 og18 år blev tævet til døde i et sommerhus. De hovedmistænkte var en gruppe privilegerede kostskoleelever, men tilsyneladende er sagen havnet på Mørcks bord ved en fejltagelse, da en af de seks unge tilstod sagen i løbet af halvfemserne, så måske er det derfor, afdeling Q får strenge pålæg om at blande sig langt uden om. En opfordring, som endnu aldrig har haft den forventede virkning på Carl Mørck.

Ind imellem Mørck og Assads opklaring følger vi glimt af historien fra firserne; seks gymnasieelever, som gør oprør mod de strikte regler ved at ryge lidt hash. En mindre skoleelev truer med at sladre, og så oplever flokken det første sus af vold.

Tyve år senere har et par stykker af dem lidt en voldsom død, tre er medlemmer af ´fasan-segmentet´, lever et overklasseliv så trygt og beskyttet, at de er nødt til at ty til jagt for at opleve spænding. Og så er der Kimmie, den eneste kvinde blandt dem, en forhutlet posedame som åbenbart alligevel er i stand til at true det succesrige trekløver.

Sproget er måske mere nyskabende end egentlig elegant: “Han vendte sig og så direkte ind i Assads vitalt smuttende og velpolerede brune øjne.” Men Adler-Olsen leverer et godt plot og en veloplagt krimi med en blanding af traditionelt – og knap så traditionelt – politiarbejde, tilsat en god portion humor og personer af den slags, man gerne vil møde igen.

Bogen var en julegave fra mine betænksomme børn.

Jussi Adler-Olsen, The Pheasant Killers (2012?)

This Danish police procedural, the second in the series about Carl Mørck and the Q Department, has not been translated into English yet, but the first one, Mercy, should be published in Britain in May.

Carl Mørck´s summer holiday has ended, and he is already looking forward to the next holiday, but his mysterious assistant Assad is as keen as ever to sink his teeth in a new case. The two-man army in the basement is even reinforced in the form of Rose, a talkative steamroller on high heels.

Assad persuades his boss to reopen a case from 1987 when two siblings, aged 17 and 18, were beaten to death in a cottage. The main suspects were a group of privileged boarding school students, but apparently the case should never have been sent on to Mørck´s table as one of the group confessed to the murders several years ago. And as soon as they begin asking questions, they are told to stay clear of this case – a request which tends to have the opposite effect on Carl Mørck.

In between the police work we get glimpses of the story from the eighties: six high school students who rebel against the strict rules by smoking cannabis. A young pupil threatens to tell, and the group experiences the first kick of violence.

Twenty years later a couple have died violently while three belong to the ´pheasant segment´; they lead an upper-class life so sheltered that they must resort to hunting to get a bit of excitement. And then there is Kimmie, the only woman among them, a shabby bag lady, yet a threat to the successful trio.

Adler-Olsen delivers an engaging plot with a mix of traditional – and not so traditional – police work, including a fine sense of humour and characters you want to meet again. Soon!

The book was a Christmas gift from my children (they have a great taste).
.