søndag den 18. januar 2009

Stieg Larsson (Mænd der hader ..) & Kalle Blomkvist

Da markedet på det nærmeste er oversvømmet af Stieg Larsson-anmeldelser allerede, har jeg valgt i stedet at kigge nærmere på de to hovedpersoner, i første omgang journalisten Mikael Blomkvist, og senere Lisbeth Salander, der er ansat som efterforsker i sikkerhedsfirmaet Milton Security, og altså en slags privatdetektiv.

Mikael Blomkvist figurerer ikke i den fem sider lange prolog, men allerede på første side af første kapitel er det klart, at Stieg Larsson helt bevidst drager paralleller til Astrid Lindgrens trilogi om drengedetektiven Kalle Blomkvist (udgivet 1949-56): "´Lad os få en kommentar, Kalle Blomkvist,´ sagde journalisten fra det ene formiddagsblad." Parallellen uddybes på de følgende sider, hvor vi får en baggrundshistorie om hvordan Mikael som meget ung og grøn journalist nærmest ved et tilfælde afslørede en bande bankrøvere og erhvervede sig øjeblikkelig berømmelse plus et oplagt øgenavn. Mikael Blomkvist er ikke selv så begejstret for sit tilnavn: "Ikke et ondt ord om Astrid Lindgren - han elskede bøgerne, men hadede kælenavnet."

Senere i bogen er der kun få direkte referencer. Kort efter læserens første møde med Lisbeth Salander afleverer hun en rapport om Mikael Blomkvist til en klient med følgende ironiske kommentar: "... efter denne lussing varer det formentlig længe, før Mesterdetektiven Blomkvist får Den Store Journalistpris." Som kendere af Astrid Lindgrens bøger vil vide, henviser hun direkte til titlen på første bind af Kalle Blomkvist-trilogien.

Og hvad har Mikael Blomkvist så til fælles med sin navnebror? Det er faktisk ikke særlig svært at se Mikael som en voksen udgave af den friske, fantasifulde og kække Kalle. Mikael er inkarnationen af den idealistiske, opsøgende journalist med en vaskeægte drengespejdermoral. Han er enhver svigermors drøm, drikker sig kun sjældent fuld og er meget bevidst om faglig etik og samfundssind. I tråd med sine stærke principper accepterer han uden videre en dom for grov bagvaskelse (forklaringen følger mod slutningen af bogen). Naturligvis er han også en arg modstander af racisme, nazisme, samt enhver form for forskelsbehandling, undertrykkelse og misbrug af kvinder. Sidst, men ikke mindst, bliver han ansat til at opklare en gammel forsvindingssag, og er hermed en slags amatør-detektiv.

Efter at Stieg Larsson har slået parallellen fast, anvender han kun tilnavnet tre-fire gange i løbet af de sidste fire hundrede sider, først og fremmest til at understrege Mikael Blomkvists rolle som den pæne, retskafne dreng som aldrig bryder samfundets spilleregler.

Mikael Blomkvist afviger selvfølgelig også fra forbilledet på nogle punkter. Ud over spejderrollen er han en voksen, postmoderne romanhelt. Mikael, som er fraskilt og har en teenagedatter, er tydeligvis bedre til at lave mad og holde sin atelier-lejlighed end Lisbeth Salander, og han går ikke blot ind for (skyld)fri sex, men udgør det ene hjørne af en langvarig ménage à trois, og er på alle måder et produkt af millenium-Sverige. Og ville Astrid Lindgrens hovedperson nu have udviklet sig i denne retning? Ja, det kan jo kun blive gætteværk, eftersom Skandinaviens mest fremragende børnebogsforfatter døde i 2002, men det er i hvert fald ikke usandsynligt at Lindgren ville have ladet sin person følge med tiden.

NB: meningen med denne personkarakteristik er ikke at reducere Stieg Larssons spændende krimi til en børnebog. Ligesom Mikael Blomkvist har Stieg Larsson helt sikkert elsket Astrid Lindgrens bøger, og selv om han forholder sig til sine personer med et glimt i øjet og bogen indeholder visse eventyrlige træk, understreges det gang på gang, at kampen imod sexuel udnyttelse af kvinder er alvorligt ment. Larsson har simpelthen sat sin barndoms helte ind i kampen mod afskyelige forbrydelser, og personligt ser jeg hans underholdende kneb som en hyldest til en fantastisk forfatter, der altid havde noget på hjerte.

Stieg Larsson & Astrid Lindgren
As the market is literally flooded with reviews of Stieg Larsson´s books, I have chosen to take a closer look at the two main characters, first the journalist Carl Mikael Blomkvist, and later Lisbeth Salander who is employed as a private investigator.

Mikael Blomkvist does not appear in the prologue but on the first page of chapter one it is clear that Stieg Larsson deliberately draws parallels to Astrid Lindgren´s trilogy about the boy detective Kalle Blomkvist (first published 1949-56; Bill Bergson in English), "´Let us have a comment Kalle Blomkvist´ said the journalist from one of the tabloids." The parallel is elaborated on the following pages where we get a background story telling us how Mikael as a very young journalist exposed a gang of bank robbers almost by accident, and earned immediate fame plus an obvious nickname. Mikael himself is not exactly thrilled, "Never an evil word about Astrid Lindgren - he looved her books, but hated the pet name."

Later in the book are only a few direct references. Soon after our first meeting with Elisabeth Salander she hands in a report about Mikael Blomkvist to her client with an ironic comment, "... after this slap in the face it will presumably take a long time before master detective Blomkvist receives the Great Journalist Prize." Experts will know that she refers to the title of the first Bill Bengtson volume.

And what does Mikael Blomkvist have in common with his namesake? It is quite easy to see in Mikael a grown-up edition of brave, lively and imaginative Kalle. Mikael is the incarnation of the idealistic, investigative reporter with an out-and-out boy scout moral. He is a loyal friend, rarely gets drunk and is highly conscious of the ethics of his profession. In keeping with his strong principles he receives a sentence for aggravated libel without further ado because he feels he deserved it. It goes without saying that he is an inveterate opponent of racism, Nazism plus any kind of discrimination, oppression and abuse of women. Last but not least, he is employed to solve an old case about a missing person and thus turns into an amateur detective.

Now that Stieg Larsson has established the connection between the two characters, he only uses the byname three-four times in the course of the last four hundred pages, first and foremost to underline Mikael Blomkvist´s role as the nice, upright boy who never breaks the rules of society.
Obviously, Mikael Blomkvist does deviate from his role model at certain points. Apart from being a boy scout he is a grown-up, postmodern protagonist. Mikael, who is divorced and has a teenage daughter, is clearly better at cooking and cleaning his studio flat than Salander, and he does not only endorse (guilt-)free sex, he even participates in a long-standing ménage à trois and is in every possible way a product of millennium Sweden. Now, one can only guess at what Astrid Lindgren´s protagonist would have turned into as Scandinavia´s most brilliant writer of children´s fiction died in 2002. It is not unlikely that she would have let her character move with the times, however.

N.B.: the point of this characterization is not to reduce Stieg Larsson´s fascinating crime novel to a children´s book. Just like Mikael Blomkvist, Stieg Larsson undoubtedly loved Astrid Lindgren´s books and while he relates to his own characters with his tongue in his cheeks, it is emphasized time and time again that the fight against sexual abuse of women should be taken seriously! Stieg Larsson has simply brought his childhood heroes into action against despicable crimes, and personally I interpret his entertaining trick as a tribute to an amazing author.

13 kommentarer:

Mia sagde ...

Interessant læsning om Mikael Blomkvist. Jeg har endnu ikke selv læst bøgerne, men ser frem til dem selvom jeg ikke tror på de kan leve op til al den hype der har været omkring dem.

Kunne dog godt tænke mig at høre hvad du synes om bogen :o)

Bogsider sagde ...

Excellent Dorte, I loved your characterization and agree with you all the way.

@ Mia: ja, bøgerne har været ret hypede og ja, jeg prøver altid selv at snige mig uden om hypede bøger (har fx aldrig læst Harry Potter og planlægger det heller ikke), men Milennium Trilogien holder næsten hele vejen igennem, 100%.

Mia sagde ...

Bogsider - se, det lyder jo rigtig interessant. Godt de står på hylden så jeg kan få dem læst en dag :o)

Bogsider sagde ...

Mia, kan du så set at komme i gang ;o)

Dorte H sagde ...

Mia: som Louise siger, så er trilogien bare god. Nogle anmeldere nævner, at det ville have været godt med lidt redigering og opstramning af bøgerne, men alle ved jo, at han døde lige midt i det hele, for ellers er det da rigtigt. Alligevel bliver man bare fanget af de bøger, der er sådan en begejstring og skriveglæde i dem, og hans kvindelige hovedperson er jo noget ud over det sædvanlige.
Louise: jeg faldt for Harry Potter fordi mine bogelskende døtre læste dem. Det er for mig en langt bedre anbefaling end de fleste professionelle anmeldelser. De første par stykker er noget barnlige, men Rowlings lader sine personer vokse op sammen med læserne, og personligt er jeg da glad for, at jeg hoppede på.

WhereDunnit sagde ...

A most interesting post - thanks!

Anette sagde ...

Spændende læsning! Jeg er helt vild med de 3 bøger. Jeg blev så grebet af bøgerne, at de blev læst på rekordtid - kunne simpelhen ikke ligge dem fra mig om aftenen. Den første af bøgerne er blevet filmatiseret og der er premiere om en måneds tid. Jeg har bestilt billetter og er spændt på om den kan leve op til bogen.

Mht. Harry Potter - jeg har aldrig interesseret mig for den type bøger men er netop i gang med at læse serien for 2 gang. Den er lige så spændende som første gang - der er ting jeg ikke registrerede første gang men som jeg nu hæfter mig ved.

maxine sagde ...

Thanks for elucidating on the Astrid Lindgren connections - fasciating, especially to those of us limited to reading the books in the English langugage. I particularly appreciate you translating your blog posts (when they are about books that have been translated into English), thank you.

Dorte H sagde ...

To Wheredunnit & Maxine: thank you - as you may have guessed, I think the Astrid Lindgren connection is fascinating and fun to discuss :)
And I can see that as a Scandinavian I have an advantage. "Pippi Longstocking" is one of the few books I have a clear memory of before I was able to read myself.

Til Anette: jeg glæder mig også til at se filmen.

Jane sagde ...

Hej Dorte
Skoent at laese et lidt anderledes indlaeg om Stiegs boeger! Jeg glaeder mig nu helt vildt til din karakteristik af Lisbeth Salander, som i mine oejne er den mest interessante person i bogen. Jeg ser hende lidt som en kvinde, der egentlig er en mand, men ikke en rigtig mand. Hun er en mand som kvinder forestiller sig maend er (hvilket foerte til min konspirationsteori om, at boegerne i virkeligheden er skrevet af en kvinde og ikke en Stieg, men det er en anden historie).

Jeg har aldrig overvejet, om Lindgrens helt ville have udviklet sig til denne type mand, men det er en interessant tanke! Det bedste er, at du tillaeger en mening til Blomkvists eksistens - da jeg laeste boegerne saa jeg ham snarere som et superirriterende element, der skulle vaere der, men var for god til at vaere sand. Jeg var ofte ganske traet af ham, isaer naar han spillede action-helt (det burde han altsaa overlade til LS) Hans succes med kvindekoennet fandt jeg underholdende, men hans moralske integritet foeltes traels og lidt paataget. Med din analyse "in mind" giver hans karakter mere mening.

Saa tak for at give et godt perspektiv paa en bog, jeg virkelig noed at laese ;-)

Dorte H sagde ...

Hej Jane.
Spændende konspirationsteori! - men jeg tror nu bare den er skrevet af en postmoderne mand med lidt tendens til metrosexualitet & stor opmærksomhed på ligestilling. Og tak for dine pæne ord; jeg er simpelthen så glad for at blogge her, for folk overvælder mig jo næsten med opmuntring og kommentarer.
Min karakteristik af Lisbet Salander kommer, så snart jeg har lavet en ordentlig oversættelse (er helt smadret i aften).

Z. N. Hively sagde ...

Thanks for the note on my blog! Between you and Mr. Keeland, I'm getting a bit more insight into Blomkvist as a crafted (postmodern) character, which helps to understand his behavior and actions in the book.

I can agree with you that his relationship with Erika helps to define Blomkvist as "postmodern," but what do you make of his sexual relationship with Salander? I have not read beyond the first book, so I understand that it may come into play later on. But as you read, I have trouble understanding the purpose of the nature of their relationship - especially because it is initiated by Salander, rather than Blomkvist!

(By the way, I enjoy looking at the Swedish on your blog - it's fun to see what I can understand just from knowing German!)

Dorte H sagde ...

Z.N. Hively: I am so glad I found your blog via your communication with Reg Keeland.
I will not pretend I am any authority on why and how Stieg Larsson´s characters have sex, however :) I think my analysis of Blomkvist is right, but I am not certain Salander knows as much about Blomkvist´s sex life as the readers. You will get more information about her views later, if you read the next volumes, but your idea, that some authors just add sexual relationships to sell more books may also be relevant. I would really like to hear what you think when/if you read the next ones.
And finally, I do not blog in Swedish but in Danish. The vocabulary is probably a bit closer to German than that of Swedish. Most Danes can read Norwegian quite easily, and if we really want to, we can also read Swedish without taking classes or anything. It might be compared to you trying to read Dutch.