fredag den 23. januar 2009

Ruth Rendell, Not in the Flesh (2007)

Personally, I was more or less "hooked" on this book from the moment I came upon my own bait (see below). Dish up a buried body and some none-too-solid flesh, and I for one am ready to settle down in my reading nook.

The Kingsmarkham Police Force, or more precisely a truffle dog, dig up a body which for obvious reasons is difficult to identify. And when you do not know who the victim is, how can you even begin to look for the perpetrator? Chief Inspector Reg Wexford and his team rifle through their archive of missing persons but each new piece of information they come up with just seems to bring forth new questions.

The book offers a reunion with well-known, and, I believe, widely beloved, Reg Wexford and his family. Personally, I am happy that Ruth Rendell has not copied Ian Rankin´s genuflecting to realism (letting Inspector Rebus age with ´real time´). Instead, she has brought Wexford up to date on some points but kept her most famous character in his recognizable, bulky shape (no more about this as I have plans for a future post about Wexford). His long-time partner, Mike Burden, also plays a significant Burdenesque role, "Why would anyone who came, say, on holiday, get himself murdered and buried in Flagford?" Why indeed? Rendell does move with the times, howeever, meaning that female police officers take up more and more space in her works. One of them is DS Hannah Goldsmith, young, enthusiastic and preoccupied with equality and political correctness, - a credible, though not necessarily very likeable character.

As usual, Ruth Rendell writes well, cares for her provincial Kingsmarkham environment and sketches old and new characters in a few, striking penstrokes. Halfway through, I found myself fiddling with the following jigsaw pieces: a truffle dog, two putrid bodies, a purple piece of bedlinen, a campaign against female circumcision, two books, some Greek myths and Old Testament characters, jealousy, and a husband with two wives. In the words of Reg Wexford, "I don´t know what´s important in this case and what isn´t." I think I have some ideas, however.

One minus to this experienced writer for a tendency to repeat for example the (already well-established) fact that Wexford consistently ignores the metric system, and Hannah Goldsmith´s emphasis on political correctness.

Nevertheless, I really enjoyed revisiting old friends from Kingsmarkham, and was pleased to meet "our Karen", aka Isak Dinesen in one of the final chapters, "Life is but a process for turning frisky young puppies into mangy old dogs and man but an instrument for converting the red wine of Shiraz into urine." Not my philosophy of life, but a very convenient one if you want to dispense with specimens of the human race.

Ruth Rendell, Not in the Flesh (2007).
Denne bog, som er den næste i rækken efter "Det ender med tårer" (Forum 2008), er endnu ikke oversat til dansk - Forum lover ikke noget om hvornår, kun at den nok skal komme :)

Personligt hang jeg solidt fast på krogen fra det øjeblik, hvor jeg stødte på min egen madding (se nedenfor). Server et stærkt opløst, nedgravet lig, og jeg sætter mig glad til rette i mit læsehjørne.

Politiet i Kingsmarkham (hjulpet godt på vej af en begejstret trøffelhund) graver et lig op af jorden, som af indlysende grunde er svært at identificere. Og hvordan kan man overhovedet begynde at lede efter en gerningsmand, før man ved hvem offeret er? Kriminalkommissær Wexford og hans team gennemgår arkivet for savnede personer, men for hver ny bid information, de finder frem, dukker der tilsyneladende en ny række spørgsmål op.

Bogen byder som allerede nævnt på et hyggeligt gensyn med Reg Wexford og hans familie, noget der i mine øjne næsten er garanti for en god krimi. Personligt er jeg glad for, at Ruth Rendell ikke har efterlignet Ian Rankins idé om at lade sin litterære hovedperson følge med (real-) tiden og gå på pension, længe før læserne har fået nok. I stedet har hun moderniseret Wexford lidt her og der, men i det store og hele ladet os beholde hovedpersonen i sin velkendte, runde skikkelse (ikke mere om Wexford her, da jeg har planer om at lade ham få sit helt eget indlæg senere).

Wexfords gamle makker, Mike Burden, spiller også en vigtig rolle i sagen, her med en typisk Burden-bemærkning: "Hvorfor skulle nogen som helst, for eksempel en feriegæst, lade sig slå ihjel og blive begravet i Flagford?" Nej, hvorfor dog? Men selvfølgelig bevæger Ruth Rendell sig også med tiden, og derfor optager yngre, kvindelige politifolk efterhånden en god del af pladsen i hendes bøger. En af dem er unge, entusiastiske Hannah Goldsmith, som er stærkt optaget af ligestilling og politisk korrekthed - en troværdig, men ikke absolut elskelig person.

Ruth Rendell leverer som sædvanlig en fængslende beskrivelse af Kingsmarkham og opland, og skildrer fermt nye og gamle personer med få, velvalgte pennestrøg. Halvvejs igennem bogen sad jeg og legede med en hel række puslespilsbrikker: en trøffelhund, to opløste lig, et lilla lagen, en kampagne imod omskæring af kvinder, to bøger, nogle græske myter og gammeltestamentlige personer, jalousi, og en ægtemand med to koner. Med Rexfords ord: "Jeg ved ikke, hvad der er vigtigt i denne sag, og hvad der ikke er." Men jeg tror, jeg er ved at have en idé om det.

Et enkelt minus til en så erfaren forfatter for en tendens til at gentage allerede fastslåede karaktertræk hos personerne, som Wexfords modvilje mod metersystemet, og Hannah Goldsmiths insisteren på politisk korrekthed.

Ikke desto mindre nød jeg gensynet med gode, gamle venner fra Kingsmarkham, samt at møde "vores egen Karen Blixen", her under navnet Isak Dinesen, i et af de sidste kapitler: "Livet er bare en proces, som forvandler sprælske unge hvalpe til skabede gamle hunde, og mennesket blot et instrument, som forvandler den røde vin fra Shiraz til urin." Hun giver ikke lige præcis udtryk for min egen livsfilosofi, men hvor må den være bekvem, hvis man gerne vil slippe af med et eksemplar af den menneskelige race.

6 kommentarer:

Beth F sagde ...

And is then the answer to the Bait in the Box?

Dorte H sagde ...

Oh, yes. I am afraid just took it for granted that you would all see my next review as the bait. That is the way it is going to be every week: the bait is followed by the corresponding review.

Beth F sagde ...

That's what I thought, just wanted to be sure.

Jane sagde ...

Hej Dorte - nu hvor du skriver om denne bog, kan jeg pludselig huske, at jeg havde laest den (det var altsaa i mine oejne ikke den mest mindevaerdige RR-krimi). Jeg tror aldrig, jeg er blevet helt familiaer med Wexford - han vil altid vaere nummer to til min store "kaerlighed" Adam Dalgliesh (og nej, grunden til at jeg ikke bryder mig om Emmas tilsynekomst paa scenen er da ikke jalousi, vel :-)). Altsaa, han er ikke en person, hvis liv jeg er interesseret i at foelge.
Godt at du naevner Hannahs politiske korrekthed, for det irriterer mig ekstremt! Altsaa, jeg foeler nogle gange at RR goer lidt grin med personer, der egentlig bare vil det bedste for alle (som Wexfords uglamouroese datter, der faar en ret haard behandling nogle gange). Og de er lidt for nemme maal, saa det er en anelse unfair. Hver gange Hannah dukker op, bliver jeg sur paa RR :-)
Saa nej, jeg var ikke saa vild med denne her bog - i store traek foretraekker jeg nok hendes skriverier som Barbara Vine, men der findes bedre Wexford end denne. "Babes in the wood", feks.
Jeg glaeder mig til et kapitel om Wexford, det kan maaske faa mig til holde mere af ham? Maaske et indlaeg, hvor han sammenlignes med AD? Please with a cherry on top :-)

Dorte H sagde ...

Hej Jane.
Det er rigtigt, at Wexford-bøgerne er lidt svingende, og jeg tror også, at Rendell bruger Hannah for at gøre lidt nar ad en yngre generation, som hun måske ikke helt kan identificere sig med. Feminist kan hun næppe kaldes, det kan vi godt blive enige om.
Hvis jeg nogensinde når til Wexford-kapitlet (lige nu har jeg 3-4 indlæg næsten klar, mangler bare lige et mail-svar på noget research), er jeg nu ikke sikker på, der også kan blive plads til Dalgliesh i det samme indlæg. Jeg har det selv lidt sådan, at med den måde en blog er udformet på, så bliver man ukoncentreret og overvældet, når man har læst 3-4 skærmbilleder og stadig ikke er færdig. Egentlig er det vel også mere oplagt at sammenligne Dalgliesh og Peter Wimsey? :)

Sandra sagde ...

I enjoyed reading your review. I've only read one of Rendell's books, The Water's Lovely, and I enjoyed it very much. I must try another, thank you for reminding me. I did also read Asta's Book by Barbara Vine and really enjoyed it. I didn't know until after I'd read it that Barbara Vine is a pen name for Ruth Rendell.