lørdag den 19. juni 2010

Pia Juul, Mordet på Halland (2009)


Den danske forfatter Pia Juul er nok bedst kendt for sine digte, men denne roman er havnet på spændings-hylden på mit lokale bibliotek. Det er heller ikke helt forkert, da den begynder med et skuddrab, men som forfatteren selv siger, er den ”ingen ægte krimi.”

Den kvindelige hovedperson, forfatteren Bess vågner ellers op til det helt store drama: hendes samlever, Halland, er blevet dræbt af et skud på torvet lige uden for parrets hoveddør. Politiet dukker op og giver sig til at udspørge vidner, men det er ikke drabet, bogen handler om.

I stedet bliver Hallands død anledning til at Bess giver sig til at tænke over deres forhold, og hvor godt hun egentlig kendte Halland, som hun har boet sammen med i ti år. Hun forlod sin mand og teenagedatter Abby, og det må vel betyde, at hun elskede Halland højt og kendte ham til bunds?

Ind imellem får læseren dog spor og oplysninger, som måske rummer nøglen til Hallands liv. På sin søgen efter svar finder fortælleren en filmplakat fra ”Le Retour de Martin Guerre”, den franske film om en ægtemand, som forlader sin kone. Mange år efter vender han tilbage – eller er det nu den rigtige Martin Guerre? Man aner, at der har været adskillige hemmeligheder i Hallands liv, både før og efter han flyttede sammen med Bess. Men selv om Pia Juul bruger mange elementer fra krimigenren, ser hun det ikke som sin opgave at give læseren svar. Spørgsmålene og meningsløsheden vokser bare i denne postmoderne roman, som har visse ligheder med Paul Austers New York-trilogi.

Pia Juul, The Murder of Halland.
This Danish novel which I found on the crime shelf in the local library begins like a crime novel, but as the writer says herself, it is not.

It begins with drama: the female protagonist Bess wakes up when her lover Halland is killed by a shot practically outside their door. The police appear and begin asking questions, but the story is not about the murder and the solution.

Halland´s death makes Beth consider their relationship and how well she knew Halland whom she has lived together with for ten years. She left her husband and her teenage daughter Abby so surely she must have loved Halland and known him well?

But like Paul Auster´s City of Glass, the questions and the meaninglessness take over in this well-written, postmodern novel.

9 kommentarer:

Jose Ignacio Escribano sagde ...

It sound interesting to me. Thanks Dorte.

Anonym sagde ...

Dorte - That does sound intriguing. Thanks for this review, and I like your comparison to the New York Trilogy. Has it been translated into English?

Beth F sagde ...

Hummm, sounds like one that makes you think.

Dorte H sagde ...

Jose: it is interesting and well-written, but if the reader wants a crime novel, he/she had better find something else.

Margot: I don´t think so, and it is not quite Paul Auster level, but I think it tells you something about what to expect.

Beth: well, if it had been in the Auster league, but it doesn´t strike me as really memorable.

pattinase (abbott) sagde ...

My husband is a big Paul Auster fan and I like some of his books, too.
THE MUSIC OF CHANCE and THE BOOK OF ILLUSIONS especially.

Dorte H sagde ...

Patti: I read The Music of Chance for an exam (less than ideal circumstances) so I found it a bit boring. I like City of Glass, though, and I have sometimes used the first chapter in a class. My students seem to like him.

betteskov sagde ...

Måske er det lige venligt nok overfor Pia Juul at sammenligne hende med Auster (guddommelige Auster)? Men ja, det er i hvert fald en superanderledes krimi. Jeg tænkte lidt på den som en anti-krimi fordi den udvider sig hvor de traditionelle bidrag til genren lukker sig sammen om løsningen.
Tja, meningsløsheden vokser hvilket giver den mere lighed med det virkelige liv end andre krimier - om det så er en god eller dårlig ting kan man jo diskutere :-)
Jeg kunne ikke selv finde ud af, om jeg egentlig kunne lide den eller ej. Er sådan lidt ambivalent. Hvordan var din læseoplevelse?

Dorte H sagde ...

Jane: sammenligningen med Auster gik mest på meningsløsheden og tilfældet, ikke så meget på kvaliteten. Men mens Paul Auster godt ved, hvor han skal sætte punktum, så oplevede jeg Juuls slutning som lidt ligegyldig. Som om hun lige så godt kunne være sluttet et kapitel før eller et kapitel senere. Giver det mening?

betteskov sagde ...

Ja, det giver perfekt mening! Jeg kunne ikke selv formulere det, men mener at du har sat fingeren på hvorfor Auster er et geni og Juul ikke er i helt samme kaliber...
Jeg læste lidt bogen som et debatindlæg om krimigenren, ikke som et selvstændigt kunstværk.
Tusind tak for anmeldelsen!